Bliver jeg gaslightet? 3 ChatGPT-prompts, der giver klarhed

For nyligt havde jeg en konflikt med et menneske, jeg holder af.

Jeg havde sendt en besked, som - fra mit perspektiv - var sårbar, åben og inviterede til en dybere forbindelse. Det svar, jeg fik, ramte mig. På overfladen virkede det ordentligt, men der var noget, der skurrede. Jeg følte mig forvirret, utilpas og omtåget. Hvad foregik der?

Det første, jeg gør i sådan en situation, er at få ro på. Helt fysisk. Et par dybe vejrtrækninger er en god start. Det kan også være en hjælp at kigge rundt og konstatere, at man (forhåbentlig) er i fysisk sikkerhed: Der er ikke noget at være bange for i de umiddelbare omgivelser. Jeg sagde det også højt til mig selv: Jeg er tryg. Bare rolig. Alt er okay.

Jeg læste mine beskeder og de svar, jeg havde fået, nogle gange, og jeg vendte situationen med folk, jeg stoler på, for at få deres perspektiver.

Det hjalp. Jeg begyndte at se mere klart. Og dermed at få fast grund under fødderne, så jeg kunne kommunikere fra et mere rodfæstet sted, og ikke fra stormen af mine følelser.

Men hvad gør man, hvis der ikke er nogen i nærheden, der kan virkelighedstjekke en?

For at komme videre fra tågen af følelsesmæssig uro og forvirring, er man nødt til at få den rationelle hjerne på banen. Den følelsesmæssige del af hjernen sender signaler om, at noget er off. Hvis man vil forstå, hvad det er, skal den rationelle del af hjernen i spil. Det er også dér, man kan gå på opdagelse i, om den utryghed, der aktiveres, stammer fra gamle sår i en selv, eller udspringer i nuet og den relation, der larmer.

For mig var det en blanding. Relationen trykkede på et tidligere svigt, jeg havde oplevet, og det gjorde mig utryg. Men i det svar, der larmede for mig, var dialogen i min (rodfæstede) optik skæv, og ansvaret for konflikten blev lagt over på mig. Det kunne jeg italesætte, men det kunne jeg først, da jeg kunne skille tingene ad og forstå, de forskellige elementer, der larmede.

På det seneste er ChatGPT kommet op i et par klientsamtaler i min praksis. Forleden dag talte jeg med en kvinde, der øver sig på at sætte grænser, men som nogle gange oplever, at det er svært ved at finde de rigtige ord, når følelserne sidder uden på tøjet. “Prøv at bruge ChatGPT,” sagde jeg. “Måske den kan give dig nogle idéer”.

Det gjorde hun - med held.

Nedenfor kommer 3 konkrete ChatGPT-prompts, du kan bruge, hvis du føler dig følelsesmæssigt forvirret eller urolig, og du gerne vil have klarhed uden at skulle forklare din situation fra bunden. Eller hvis du skal sætte grænser.

Men først: En disclaimer.

Gaslighting forvrænger virkeligheden

Gaslighting er en betegnelse for psykologisk manipulation, hvor en person får dig til at tvivle på din egen virkelighedsopfattelse. Det kan være enormt svært at opdage. Hvis du har mistanke om, at du bliver gaslightet - eller får mistanke om det igennem ChatGPT - vil jeg opfordre dig til at søge støtte hos mennesker, du stoler på, og at få terapeutisk hjælp. ChatGPT skal ses som et sæt briller, du kan bruge til at gå på opdagelse som en detektiv, men kunstig intelligens hverken kan eller skal erstatte den støtte, man som offer for gaslighting har brug for fra rigtige mennesker af kød og blod. Søg hjælp, hvis du oplever gaslighting.

Gaslighting kan i nogen situationer være tydeligt, mens det i andre tilfælde er subtilt. Gaslighting er en ydre påvirkning: Ens oplevelser eller følelser bliver benægtet, bagatelliseret eller vendt imod en selv.

Gaslighting kommer udefra.

Derfor kan en grundig analyse af fx beskeder eller en samtale være en hjælp til at opdage det.

Det er her, ChatGPT kan være en støtte.

3 stærke ChatGPT-prompts til dig, der er følelsesmæssigt forvirret

Prompt 1: Noget larmer i en beskedudveksling

Dette prompt ville have hjulpet mig i den konflikt, jeg havde. Jeg ved det, for jeg testede det. Det første svar, jeg fik fra maskinen, var unuanceret. Det skrev jeg til ChatGPT, og så tilføjede jeg nogle ting omkring historikken i den relation. Det efterfølgende svar, den kom med, var spot on.

Prøv det selv, hvis du har lyst.

Kopier følgende ind i ChatGPT, og indsæt de beskeder, der forvirrer dig:

Jeg har haft en samtale, der forvirrer mig. Her er mine beskeder og den andens svar. Jeg vil bede dig om at analysere, hvad der foregår, og komme med nogle bud på, hvorfor jeg føler mig forvirret. Her er beskederne: (Indsæt beskederne her)

Prompt 2: Mulig manipulation/gaslighting

Kopier følgende ind i ChatGPT, og indsæt de beskeder, der føles manipulerende:

Jeg har en fornemmelse af, at noget i de her beskeder ikke stemmer. Jeg vil bede dig om at læse dem igennem og vurdere, om der bliver vendt noget mod mig, som ikke er mit ansvar. Her er beskederne: (Indsæt beskeder her)

Igen: Hvis du har mistanke om, at du bliver gaslightet, vil jeg opfordre dig til at søge hjælp hos mennesker, du stoler på, og eventuelt hos en dygtig terapeut.

Prompt 3: Få støtte til grænsesætning

Det her prompt er stærkt, hvis du er nået dertil, hvor du har fået nok. Den følelsesmæssige uro betyder, at du må træde et skridt tilbage.

At formulere en kærlig, ordentlig grænse, mens man spørger sig selv, om man overreagerer eller misforstår noget, er svært. Virkelig svært.

Min opfordring er ikke at lade ChatGPT sætte dine grænser: Det kan kun du. Promptet her er tænkt som en støtte til at finde de rigtige ord, hvis du føler dig forvirret eller i tvivl. Prøv ordene på som tøj i et prøverum og brug kun de dele af ChatGPT’s svar, der føles sande for dig.

Kopier følgende ind i ChatGPT, hvis du vil have hjælp til at formulere, at din grænse er nået:

Jeg har brug for hjælp til at formulere et svar på en besked. Formuler et svar, hvor jeg passer på mig selv og sætter en (indsæt dine ord: fx rolig, varm og tydelig) grænse. Her er beskederne: (Indsæt beskederne)

Note: Al følelsesmæssig forvirring er ikke gaslighting

Den dialog, der larmede for mig, handlede ikke om gaslighting.

Det, jeg stod i, ville jeg nærmere kalde for følelsesmæssig turbulens: Det var min indre reaktion på, at noget i den besked, jeg havde fået, skurrede. Da jeg fik kigget beskederne efter i sømmene, kunne jeg se, at min relation ikke tog ansvar for sine følelser, og ignorerede væsentlige dele af de beskeder, jeg havde sendt. Min reaktion var forvirring, ubehag og tvivl: Helt rimelige reaktioner på en konkret problemstilling. Mine følelser sagde noget er ikke okay, fordi noget rent faktisk (i mine øjne) ikke var okay: Ansvaret for konflikten blev lagt hos mig, selvom den (igen, fra mit perspektiv) havde udspring i relationen mellem os. Min relation og jeg var uenige, men ingen af os forsøgte at manipulere eller kontrollere den anden.

Husk: Du er eksperten på dig selv

Jeg håber, at du kan bruge de 3 prompts ovenfor til at gå på opdagelse i dialoger, hvor du mærker, at noget forvirrer dig. Nysgerrighed er et godt sted at starte, hvis du vil blive klogere på noget, der bøvler i dine relationer.

Gem eventuelt de tre prompts ovenfor eller posten her til et tidspunkt, hvor du har brug for et virkelighedstjek.

Men stol altid på, at dit følelsesmæssige kompas er din vigtigste vejviser: Ingen andre er klogere på dig, dine følelser og dine grænser, end du selv er.

Kærlig hilsen

Stephanie

Næste
Næste

Typer af non-monogami: polyamori, åbent forhold og swingere