Begynderguide: Regler i et åbent forhold

Regler i et åbent forhold er som sikkerhedssko for en håndværker. 

Lette at undervurdere nødvendigheden af.

Lidt klodsede, akavede og uvante første gang, man prøver dem. 

Giver grimme gnavesår, hvis de ikke passer ordentligt. 

Og så giver de en følelse af tryghed. Ikke falsk tryghed. Reel tryghed, som udspringer af tilliden til den beskyttelse, de yder, hvis noget kører af sporet. 

Selv med de bedste intentioner, er det snublende let at lave aftaler, regler og rammer for det åbne forhold, som ved første øjekast ser solide ud - men som ved kontakt med virkeligheden viser sig at være lige så brugbare som et par lækre, nye designersko på en byggeplads. 

Lad os se på, hvad der skal til, for at skabe regler, der giver tryghed, ro og reel beskyttelse, så I passer på jer selv og jeres parforhold. 

Regler er nødvendige i et åbent forhold

Nogle af mine klienter rejser børster, når de hører ordet regler. Det forstår jeg godt. De færreste mennesker, jeg kender, længes efter at indføre juridiske paragraffer i deres parforhold, og for mange kan det også føles begrænsende og fastlåst. Eller som om regler er synonymt med mor og far, der står klar med en hævet pegefinger. 

Det hjælper ofte, hvis vi leger lidt med sproget. 

Hvis ordet “regler” spænder ben for dialogen, kan det hjælpe at tænke på det som klare, trygge rammer. Eller som en konkret, ligeværdig forventningsafstemning. 

Uanset, hvad I kalder dem, er det reglerne, der bygger bro mellem spændingen, nye oplevelser og leg på den ene side - og tryghed, stabilitet og tillid på den anden. Det er de klare rammer, der gør, at I trygt kan tage ud og udforske verden - og at I kan komme godt hjem til hinanden igen på den anden side. 

Begynderguide til regler i et åbent forhold

Start her, hvis I er nybegyndere ud i åbne forhold.

At lave regler for et åbent forhold sker i 3 trin: 

  1. Grib to stykker papir og en blyant.

    Øverst på det ene ark skriver I: “I vores forhold må vi gerne:”.

    Øverst på det andet ark skriver I: “I vores forhold er utroskab:

  2. Tilføj handlinger til begge lister.

    Tag udgangspunkt i handlinger, der kan observeres udefra.

    Skal reglerne være ens for jer begge? Eller er der områder, hvor det giver mening at differentiere? Intet er mere rigtigt eller forkert end andet. Det er jer, der bestemmer. 

  3. Gør det konkret.

    “Vi må gerne være sammen med andre, når vi rejser” har mange gråzoner. Hvad er det at “være sammen med”? Er der nogen begrænsninger på, hvem “andre” er? Tæller det som en rejse, hvis en af jer besøger en ven i en anden by?

Sov på det.

Mærk efter.

At genlæse det åbne forholds regler skal give en fornemmelse af tryghed, accept og hvis ikke glæde, så i hvert fald ro. 

Skriv reglerne ned

Jeg vil til enhver tid foreslå, at I får jeres aftale ned på skrift. I kan gemme de to papirer et sikkert sted, eller I kan tage et billede af dem, så I kan finde dem igen. 

At skrive reglerne ned tæller flere formål.

For det første undgår I, at detaljer bliver glemt. 

For det andet undgår I uenigheder om, hvad I helt præcist aftalte. 

Og vigtigst af alt: En skriftlig aftale giver en tryghed, som en mundtlig ikke gør.

"Det, at vi fik skrevet reglerne ned, gjorde en kæmpe forskel. Reglerne gav også min kone klare retningslinjer, så hun ikke skulle blive ængstelig."
— Peter, 50


Regler giver ro i et åbent forhold

Jeg er ved at skrive en bog om, hvordan man finder ud af, om et åbent forhold er det rigtige eller ej. I den forbindelse har jeg interviewet en række modige mennesker. Herunder Peter, der har givet mig lov til at dele hans oplevelse med dig. Og som til sidst i interviewet understregede pointen: 

"Når par spørger, hvad der er vigtigt, hvis de vil åbne deres forhold, nævner jeg altid regler og rammer. Definer dem. Og skriv dem ned."
— Peter, 50

Det var Peter langt fra den eneste, der sagde.

Regler og rammer er et tema, der kommer op igen og igen, når jeg taler med mennesker, der lever i non-monogame forhold.

Selvom jeg ikke har data nok til at lave en statisk analyse, er konklusionen klar. 

Regler giver tryghed.

Regler giver ro. 

Regler forebygger konflikter.

Uklare regler er en klassisk faldgrube i åbne forhold

Sikkerhedsskoene er ikke den mest spændende del af en byggeproces. Det er meget sjovere at gribe værktøjet og kaste sig ud i at skabe, reparere eller tilpasse noget. 

At få reglerne på plads er for mange heller ikke den mest spændende del af at åbne forholdet.

Måske er det derfor, at uklare rammer og vage regler er en faldgrube, jeg igen og igen møder i min praksis som parterapeut og sexolog. 

Den gode nyhed: Hvis ens regler og rammer for åbenheden er uklare, skal man nok opdage det før eller siden. 

Den dårlige nyhed: Man opdager det ofte på den hårde måde. 

Det er noget de færreste har lyst til. 

Derfor har jeg samlet lidt mere om, hvordan man laver knivskarpe aftaler, der ikke kan misforstås, i en guide, du kan hente herunder. Hvis du allerede har fået fingre i guiden, finder du øvelsen på side 11.

Parterapeutens guide: 3 faldgruber, I skal undgå, når I åbner forholdet.

Opdag de fejltrin, mange par kommer til at lave - og få min trin-for-trin guide til små justeringer, der gør, at I undgår dem.

Jeg håber, at I får lavet nogle aftaler, I kan trives i.

Husk: Jeres regler vil ikke være perfekte fra starten. De kommer til at udvikle sig med jer, som tiden går.

Og det er lige, som det skal være.


Kærlig hilsen

Stephanie

Næste
Næste

Online parterapi og sexologi: Fordele, ulemper og hvad du skal vide, før du booker